Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

(VÆRN, VELSTAND & VÆRDIER #4)

Populisme er et utroligt magtfuldt politisk greb, der desværre flytter stemmer ved valg i demokratiske lande. Derfor anvender flere og flere partier på begge sider af fløjene populismens virkemidler. I bogen ’Langt ude: populistiske medborgere i Danmark’ definerer Johannes Andersen både DF, DD og EL såvel som Socialdemokratiet som populistiske partier. I min optik må Borgernes Parti – naturligvis – men efterhånden også LA tilføjes listen. Dette fordi begge partier påberåber sig at repræsentere ’borgeren’ i direkte opposition til noget specifikt ’andet’. Et ’andet’ der forhindrer samfundets udvikling og begrænser den almindelige dansker.

Populisme kommer efterhånden i mange former. Der er den grundlæggende populismes opgør med eliterne i storbyerne, som undertrykker folkets sande vilje og landets sunde værdier. Den følges ofte af den form for kulturpopulisme, som kræver en stram udlændingepolitik for at redde nationen fra de fremmede. Derudover er der den venstreorienterede populisme, som i rammen af marxistisk økonomisk tænkning definerer borgeren i direkte opposition til kapitalejerne og de store selskaber. Og så er der den neoliberale populisme, som ønsker at redde individet fra den altomsluttende centralistiske stat, bureaukratiet og den offentlige umyndiggørelse.

Populismens dynamikker

Alle former for populisme kapitaliserer på en uligevægt i samfundet og manglende politisk evne til at ændre denne. Samfundets nuværende og kommende udfordringer kan simpelthen ikke håndteres længere. I hvert fald ikke på de måder de politiske ideologier og partiprogrammer traditionelt anviser. Derfor anskues populisme ofte som en konsekvens af dårligt politisk lederskab, stigende social og økonomisk ulighed samt umulige fremtidsbetingelser for samfundets nuværende udviklingsretning. Det er dermed det politiske legitimitetstab kombineret med uoverskuelige samfundsmæssige opgaver, der baner vej for populismens simple succesformel: ’vi’ kunne faktisk lykkes, hvis det ’andet’ ikke var her.

Fælles for de fleste populistiske fremtrædelsesformer er, at de fokuserer indad og primært retter skytset mod veldefinerede og nyttige modstandere. Det er ofte denne interne modpol, populister bygger hele deres partiprogram op om. For den venstreorienterede og neoliberale populisme er fortidens internationale udsyn stort set forsvundet. Klassekampen defineres mere og mere inden for egne landegrænser på bekostning af international retfærdighed og solidaritet. På tilsvarende måde er neoliberale partier ofte gennemvædet af nationalkonservatismens fokus på at genskabe folkets sammenhængskraft ud fra en civilisatorisk overbevisning. Begge tendenser synes også at have indfundet sig i Danmark, på trods af at langt de fleste politiske, sociale og økonomiske udfordringer er globaliserede og strukturelle.

(#2 kommer i morgen)